Menu

Menu

Nyheder fra Matematikcenter

  • I dag fejrer vi Matematikcenters enestående frivillige!

    Nyheder

    I dag fejrer vi Matematikcenters enestående frivillige!

    Frivillig Fredag som hvert år falder den sidste fredag i september, er en dag hvor vi i Matematikcenter kan få lov til at hylde vores fantastiske frivillige.  

    Det er dem, der står klar med åbne arme i vores lokale og online lektiecaféer, til at hjælpe elever der har brug for ekstra hjælp i matematik. Det er i lektiecaféerne at de får løftet matematikken op fra papiret og skabt succesoplevelser med elever, der tager derfra med en større forståelse for matematik. Vi er vilde med det engagement vores frivillige lægger for dagen, der i den grad binder Matematikcenter sammen, og som træder til for de elever der har brug for hjælp.

    Herunder kan du møde tre af vores seje og dygtige frivillige, der fortæller lidt om, hvordan det er at være matematikhjælper.

    Anders

    Hvad kan du godt lide ved matematik?

    Matematikken er ret fantastisk på den måde som alting hænger logisk sammen på. Det er ikke ligesom i mange andre fag i skolen hvor der er mange ting man bare bliver nødt til at huske udenad (grammatik, kemiske formler osv.). Det er nok også det der er årsagen til at mange elever kan få en "åbenbaring" når de endelig gennemskuer hvordan en opgave skal løses: Det er fordi de endeligt ser hvordan det hele hænger sammen!

    Hvad gjorde, at du valgte at komme tilbage til Matematikcenter? 

    I Coronatiden havde jeg gået og manglet noget socialt sammenhold, og det er jo især det man kan få igennem frivilligt arbejde. Når der ikke lige er nogle elever der har spørgsmål kan man jo lige snakke lidt med de andre frivillige og danne nogle nye sociale kontakter på den måde.

    Hvad er den vigtigste opgave for dig som frivillig?

    Det er at skabe et godt og behageligt miljø hvor de studerende kan komme og føle sig velkomne og hvor de kan stille alle de spørgsmål, både gode og dumme, de måtte have. Derudover er den største udfordring at være i stand til at forklare de matematiske koncepter på en intuitiv måde og at kunne møde den studerende på det forståelsesniveau han/hun befinder sig på.

    Hvad har det givet dig personligt at være lektiehjælper?

    Det at være lektiehjælper i Matematikcenter giver mig en mulighed for at give lidt tilbage til samfundet. Det føles godt at kunne gøre en forskel for de studerende.

    Jeg føler det også lidt som om at når man har taget en uddannelse med en masse matematik på universitetet er det ligesom at man får en motor i et hjørne af sin hjerne der har godt af at blive kørt lidt op i omdrejninger en gang imellem. Sådan en matematik-hjerne-motor skal ikke bare køre i tomgang eller stå stille :-). 

    Hvorfor skal folk komme i Matematikcenters lektiecafé?

    Det skal de fordi matematik er et af de helt store forhindringer i mange personers ambitioner om at komme ind på eller videre på deres drømmestudie. På mange studier er den matematik man får brug for faktisk ikke særlig avanceret, men man skal alligevel kunne bestå et avanceret matematik introkursus for at bevise at man i hvert fald har rigtigt godt styr på den lidt mere simple matematik. Det vil være så ærgerligt hvis folk skulle give op overfor deres drømmestudie bare fordi de ikke kunne overvinde den udfordring som matematikken udgør.

    Har du nogle gode råd til andre personer, der overvejer at blive frivillige?

    Jeg synes bare folk skulle prøve det af, selv om de måske ikke er sikre på hvor meget tid de har til det. Hvis man kontakter organisationen man er interesseret i (fx Matematikcenter) så kan de sikkert ordne det således at man kan få lov til at prøve det uden at skulle forpligte sig til et stort tidsengagement, så det er bare at kaste sig ud i det og se hvor det fører hen.

    Lars

    Vil du kort skrive lidt om dig selv og hvad du laver til dagligt?

    Jeg er civilingeniør men er gået på pension for 4 år siden - for ikke at komme til at kede mig har jeg mit eget firma, hvor jeg arbejder som konsulent for et dansk firma.

    Hvad kan du godt lide ved matematik?

    Den logiske opbygning og fornemmelsen af sejr, når man løser en vanskelig opgave.

    Hvad er den vigtigste opgave for dig som frivillig?

    At få eleverne til at forstå hvorfor opgaverne løses som de gør - for mange er det også vigtigt at få dem til at forstå at det ofte ikke er matematiske færdigheder de mangler men rent sproglige. Når man ikke ved hvad en drage eller en kuglegrill er for noget, kan man slet ikke forstå, hvad der spørges om da man ikke har den geometriske form i hovedet. Også at gøre dem klart at matematik ikke blot er et skolefag men et vigtigt redskab i en lang række jobs.

    Kan du fortælle om en god oplevelse, du har haft som frivillig i Matematikcenter?

    Dem har vi mange af - en stor del af det at være frivillig består jo også i samværet med de andre frivillige (og vi har et fint team i Sønderborg) men også snakken med eleverne som ofte ikke har noget med matematik at gøre. Vi har mange indvandrere, der kommer hver uge (kun piger for drengene har jo ikke brug for nogen form for hjælp). Pigerne er meget målbevidste og har drømme om fremtiden som de ved kun kan opfyldes, hvis de også bliver gode til matematik.

    Nu er det jo meget længe siden vi har været aktive så nyere oplevelser er der jo ingen af: Mange af de bedste oplevelser har jo ikke noget med matematik at gøre men er rent medmenneskelige.

    Hvad har det givet dig personligt at være lektiehjælper?

    Gode venner i form af andre matematikfrivillige, indsigt i de unges problemer og af og til følelsen af at have gjort en forskel for et ungt menneske.

    Hvorfor skal folk komme i Matematikcenters lektiecafé?

    Dels er vi utroligt rare ;-) vi uddeler ikke karakterer og vi har god tid til at forklare tingene til bunds og på forskellige måder. Vore metoder læres ikke på seminarierne men de virker ret godt. Vi har kun ingeniører og tidligere gymnasielektorer på holdet så alle taler af erfaring.

    Har du nogle gode råd til andre personer, der overvejer at blive frivillige?

    Gør det! 

    Vi har allesammen godt af at realisere at ikke alle har det lige nemt og baggrundene for at det er som det er - måske færre ville være så negative over for "de unge" og specielt indvandrerne... og så er det da god træning for den øverste etage at blive udfordret mindst en gang om ugen ;-)

    Erik

    Hvad kan du godt lide ved matematik?

    Matematik er et fag, der på den ene side er præget af en struktureret, abstrakt og meget stringent tankegang, og på den anden side har mange forskellige, vigtige og meget konkrete anvendelser. - Og så har jeg altid haft ret let ved matematik.

    Du er meget aktiv i Matematikcenter ikke kun som lektiehjælper, så hvad giver det dig, at din viden og faglighed kommer i spil udover i lektiecaféen? 

    Jeg er pensionist efter 40 år som gymnasie- og hf-lærer i matematik og fysik. Jeg er glad for stadig at kunne bruge min gamle faglighed til at gøre lidt gavn.

    Hvad er den vigtigste opgave for dig som frivillig?

    Det vigtigste er selvfølgelig at hjælpe elever og kursister, som har svært ved matematik, til at blive dygtigere - og til ikke at give op, og helst også finde glæde i arbejdet med matematikken.

    Hvorfor skal folk komme i Matematikcenters lektiecafé?

    Lektiecafeen er vel for alle, der har brug for hjælp til at forstå matematikken og til at løse matematiske problemer. Den er både for dem, der lige skal bruge fem minutters hjælp til et konkret problem, og for dem, der alene eller i en gruppe har brug for (og som kan finde tid til) længerevarende assistance.

     

    Har du lyst til at blive frivillig hos Matematikcenter og være med til at hjælpe børn og unge med matematikken? Så send en mail til Matematikcenter på info@matematikcenter eller se mere på her

  • Nye lektiecaféer i Matematikcenter

    Nyheder

    Matematikcenter åbner nye lokale lektiecaféer i Holstebro og Nyborg!

    Selvom sommerferien er over os, er vi i Matematikcenter i fuld gang med at gøre klar til et nyt skoleår, og vi har glædet os til at slå dørene op for vores fysiske lektiecaféer - nu også i Holstebro og Nyborg.

    Det er i høj grad i vores lokale lektiecaféer, at vi kan være med til at sikre, at ingen må give afkald på drømmeuddannelsen, fordi de ikke er gode nok til matematik. Vi tror på, at alle med den rette hjælp kan opnå deres fulde potentiale i matematik. I lektiecaféerne kan du møde vores seje, dygtige og engagerede frivillige, der står klar til at hjælpe med matematikken på nye og spændende måder.

    Lektiecaféen i Holstebro åbner i efteråret 2021 og vil blive afholdt på Holstebro gymnasium. Det kan du læse mere om her. Tak for støtten til åbning af lektiecaféen til Færch-fonden, Kronprins Frederik og Kronprinsesse Marys Fond, Idagaardfonden og Borgervennen.

    Lektiecaféen i Nyborg åbner i efteråret 2021. Tak for støtten til åbning af lektiecaféen til Nyborg Kommune, Thomas B. Thriges Fond, Kronprins Frederik og Kronprinsesse Marys Fond og Borgervennen.

    Vi mangler nye seje frivillige i vores lokale lektiecaféer, så sidder du med en frivillig drøm i maven? Så læs mere her.

  • Matematikcenter får bevilling fra Novo Nordisk Fonden

    Nyheder

    Matematikcenter får bevilling fra Novo Nordisk Fonden

    Naturvidenskabelige projekter for børn og unge modtager 15 mio. kr. fra Novo Nordisk Fonden, og Matematikcenter er blandt de 8 støttede projekter i Novo Nordisk Fondens forårsuddeling, der har fokus på naturvidenskabelige uddannelser og uformelle læringsmiljøer.

    Matematikcenter og lektiepiloter har sammen ansøgt om støtte til at afprøve et koncept, som gennem en række særligt tilrettelagte oplæg og indsatser giver forældre med børn i grundskolen viden, selvtillid og konkrete værktøjer til bedre at kunne hjælpe deres børn med matematik. Konceptet er udviklet af lektiepiloter og bygger på viden og erfaringer fra Lektiepiloters faglige baggrund inden for matematik didaktik og undervisning.

    Når det kommer til at udvikle børns matematikkompetencer, er forældre en overset men oplagt målgruppe. Vi ser gang på gang forældre til børn i grundskolen, der kæmper med at hjælpe deres børn med lektier. Det kan være forældre, som ikke mestrer matematik på et tilstrækkeligt niveau, men også forældre med lange uddannelser og gode matematikfærdigheder, som ikke evner at formidle matematikken på en måde, der øger motivation og interesse for matematik.

    Hvorfor matematik?

    Hvis Danmark skal lykkes med at få unge under 25 igennem en uddannelse og/eller i job, så kræver det især et fokus på matematik. Faget spiller en central rolle gennem hele ens skole- og uddannelsesliv. Dårlige matematikfærdigheder kan have direkte indflydelse på, at man erklæres ikke-uddannelsesparat, ikke gennemfører en ungdomsuddannelse eller ikke optages på en videregående uddannelse. Basale matematikfærdigheder giver et menneske handlemuligheder - i uddannelse, i arbejde og i ens personlige liv.

    Vi hos Matematikcenter er ydmyge og stolte over støtten, og ser frem til at komme i gang med projektet.  

    Du kan læse mere om Novo Nordisk Fondens bevilling og om de andre projekter her.

  • Coronaberedskab

    Nyheder

    Coronaberedskab

    2020 bød på store omvæltninger for dem, som anvender Matematikcenter: børn og unge, fik vendt op og ned på deres hverdag derhjemme og i skolen. Hjemmeundervisning skabte pres på Matematikcenters digitale tilbud, Webmatematik.dk og Webmatlive.dk. Vi måtte arbejde hurtigt for at imødekomme den store efterspørgsel, der kom under første bølge af corona. Fra den ene uge til den anden steg antallet af besøg med 60% på vores hjemmesider, og vi har under nedlukning haft i alt 5.072.993 besøgende på vores hjemmesider!

    En stor andel af de frivillige matematikhjælpere skiftede den lokale lektiecafé på biblioteket ud med den digitale, Webmatlive.dk. Matematikcenter kunne pga. de frivilliges omstillingsparathed samt opbakning til projektet ”Corona-beredskab” fra Tuborgfondet, Augustinusfonden og Stibofonden hurtigt imødekomme den øgede digitale efterspørgsel fra elever og deres forældre.

    Støtten til projektet har betydet, at vi har kunne udvide vores åbningstider på Webmatlive.dk, udvikle kø-funktion og indhold til webmatematik.dk samt afvikle eksamensforberedelse online.

    Udvidede åbningstider

    Matematikcenter har haft tre ugentlige åbningsdage under hele projektet. Derudover har vi kunne skalere åbningstiderne efter behov, når nedlukningerne ramte skoler og uddannelsesinstitutionerne.

    Udvikling af kø-funktion fastholder eleverne

    Matematikcenter har haft en udfordring med ”tab af elever pga. ventetid” og det gav i marts måned et endnu større pres på Webmatlive.dk, da et øget antal elever ønskede hjælp. Da de ikke havde mulighed for at se, hvor langt de var i køen, blev de utålmodige og forlod hjemmesiden – og dermed fik de ikke den hjælp de havde behov for. Projektet har givet os mulighed for at udvikle en ny kø-funktion til Webmatlive.dk. Den skaber gennemsigtighed for eleverne, ift. hvor lang ventetid der er for dem på webmatlive.dk. Det er med til at fastholde eleverne, da de nu er klar over, hvor langt de er i køen. Et større antal får nu den hjælp, de har behov for som følge heraf.

    Kø-funktionen har forbedret Webmatlive.dk markant for både de frivillige og elever. Funktionen gør det også muligt for eleverne, at skrive hvilket niveau/uddannelsesretning de skal have hjælp på samt opgavetype og derefter tilgå en kø. Denne funktion har vi især anvendt til eksamensforberedelse, så de frivillige har kunne differentiere eleverne ift. matematikniveau. Af kø-funktionen fremgår det også, hvor mange frivillige der er online, hvilket eleverne ikke har haft mulighed for at se tidligere. Ligeledes kan de frivillige se, hvor mange elever der er logget ind på Webmatlive.dk, samt hvor mange af dem der venter på lektiehjælp. Kø-funktionen giver både elever og frivillige et godt overblik over hvor mange der skal have hjælp og med hvad.

    Afvikling af eksamensforberedelsen

    Pga. nedlukningen i forsommeren 2020 kunne Matematikcenter ikke afholde lokale eksamenscaféer i fem byer, som vanligt. Projektet muliggjorde at Matematikcenter kunne flytte eksamensforberedelsen online. Eksamensforberedelsen inden sommeren 2020 foregik over fire forskellige dage og varede 4 timer pr. dag. Der blev rekrutteret frivillige som normalt var på Webmatlive.dk, fra de lokale lektiecaféer, blandt tidligere frivillige og samarbejdsvirksomheder.

    Udvikling af indhold til Webmatematik.dk

    Der er udviklet introduktionsvideoer til CAS-programmet Maple, og igangsat udvikling af introduktionsvideoer til TI-Nspire. Målet med videoerne er at give en kort introduktion til programmerne til nybegyndere. Man ser typisk programmerne for første gang, når man starter på en ungdomsuddannelse, og eleverne her udgør derfor en del af målgruppen. Forskellige uddannelsessteder bruger forskellige CAS-programmer, og det er derfor også ment som en hjælp til de frivillige, hvis de oplever at blive spurgt til programmer, de ikke kender. Der er udviklet et skriftligt eksamenssæt der ligner dem man ser på STX A-niveau. Formålet med udviklingen af eksamenssættet er at bruge det til eksamenscaféer, så vi forhåbentlig har et sæt, eleverne ikke allerede har regnet i undervisningen. Pensum på A-niveau er blevet udvidet med mere om funktioner af to variable, og derfor er der udviklet fire nye sider til dette emne. Siderne, der er udviklet i perioden er: Gradient, stationære punkter, tangentplan og niveaukurver. Siderne Tangentplan og Niveaukurver indeholder hver en video, der viser, hvordan hhv.

     

  • Giv feedback til Matematikcenter

    Nyheder

    Giv feedback til Matematikcenter

    Matematikcenter er en frivillig organisation, som ønsker at gøre en forskel for de mange elever og kursister, der bruger vores tilbud. Vi forsøger hele tiden at målrette og tilpasse vores tilbud, så de imødekommer vores brugeres behov. Derfor har vi brug for din feedback, så vi hele tiden kan blive bedre og udvikle os der, hvor der er behov for det.

    I 2021 stiller Matematikcenter skarpt på at måle på den virkning som vores tilbud har på vores målgruppes matematikniveau og interesse for STEM, samt hvordan elevernes forældre og lærere ser på vores tilbud. Sammen med konsulenthuset Realize gennemfører vi bl.a. interviews med elever/kursister, forældre og lærere.

    Vil du hjælpe os med det?

    Er du elev i folkeskole/på ungdomsuddannelse eller kursist på VUC

    Har du som elev modtaget gratis lektiehjælp i Matematikcenters lokale lektiecaféer, online på Webmatlive.dk eller på Webmatematik.dk? Så kan du tilmelde dig til et interview her.

    Som elev/kursist vil du komme til at deltage i et én-til-én-interview med Realize.

    Er du forælder?

    Har dit barn anvendt Matematikcenters lektiecafé, Webmatlive.dk eller Webmatematik.dk? Så kan du tilmelde dig til et interview her

    Som forælder deltager du i et fokusgruppeinterview foretaget af Realize. Interviewet bliver foretaget af 1-2 personer fra Realize, og der deltager 5- 7 personer pr. fokusgruppe. 

    Er du matematiklærer?

    Har du henvist dine elever til en af Matematikcenters lokale lektiecaféer eller til vores online lektiecafé, Webmatlive.dk? Eller har du anvendt Webmatematik.dk i undervisningen eller besøgt siden i anden forbindelse? Så kan du tilmelde dig et interview her 

    Som lærer deltager du i et fokusgruppeinterview foretaget af Realize. Interviewet bliver foretaget af 1-2 personer fra Realize, og der deltager 5- 7 personer pr. fokusgruppe. 

    Få en tur i biografen - Som tak for hjælpen modtager du en biografbillet!

    Har du yderligere spørgsmål, eller ønsker du at vide mere, så kan du sende os en mail.

     


    Gennemførelse af evalueringen er støttet af Teknologipagten.