Nyheder fra Matematikcenter
-
Nyt indhold på Webmatematik.dk til elever på erhvervsuddannelser.
Nyheder
Erhvervsskoler får målrettet lektiehjælp
Nu kan elever på erhvervsuddannelser også få hjælp på Webmatematik. Matematikcenter har i samarbejde med NCC lanceret nyt indhold på Webmatematik.dk, der guider elever gennem de emner, de har brug for som tømrer, struktør, elektriker eller vejasfaltør. Eleverne kan også se videoer, der viser, at folk med forskellige erhvervsuddannelser bruger matematik hver dag på jobbet.
"Matematik er en kæmpe del af det arbejdsliv, der venter erhvervsskoleeleverne på den anden side af uddannelsen," siger sekretariatsleder i Matematikcenter, Kathrine Predstrup.
Læs: Kloge hoveder og kloge hænder om baggrunden for projektet.Bliv studentermedhjælper i Matematikcenter
Er du god til matematik og vil du hjælpe andre med at blive bedre? Så er du måske vores nye kollega. Matematikcenter søger en studentermedhjælper 10-15 timer om ugen fra 1. december. Se her, hvordan du søger jobbet. Kom og dyst i matematik i Dome of Visions

Vær med i vores store quiz, når vi besøger Dome of Visions i Aarhus. Vi udfordrer dig i matematik! Vores samarbejdspartner NCC har opført den spektakulære bygning på havnen, og vi inviterer alle til lidt lækkert at spise og drikke - og til en matematikkonkurrence. Tilmelding er ikke nødvendig.
Tid: Lørdag den 26. november kl. 13.00-15.00.
Sted: Inge Lehmanns Gade, Pier 2, 8000 Aarhus C.Lektiehjælp åbner i Norge
Snart kan børn og unge i Norge få samme gratis hjælp til matematikken som danske og svenske skoleelever kan. Matematikcenter relancerer vores norske søsterforening Mattesenter, og derfor byder vi velkommen til ny projektleder Hans Eik Schanche, der åbner lektiecaféer i Oslo i 2017. Matematikcenter er fyldt 5 år
Det fejrede vi med en fødselsdagsfest – og med matematik, selvfølgelig. 


17 lektiecaféer og 7.653.990 besøg på Webmatematik.dk er nogle af de resultater, Matematikcenter har opnået på sine første fem år. Vi har regnet lidt på tallene. Se mere her. Med venlig hilsen
Matematikcenter.




-
Kloge hoveder og kloge hænder
BlogindlægUdfordringer for industrien og byggeriet
Hvis Danmark skal være konkurrencedygtig i fremtiden har vi brug for de klogeste hoveder og klogeste hænder. Uddannelse er det fundament en fremtidig kvalificeret arbejdsstyrke skal bygges på. Og vi har brug for flere dygtige uddannede fra de naturvidenskabelige og tekniske fagområder. De skal udvikle ny medicin, nye teknologier og arbejde på de store byggerier - og skabe vækst for deres arbejdsgiver og Danmark.
Jeg vil vove den påstand, at de fleste opfatter matematik som et bogligt (obligatorisk) fag, som man lærer i skolen og derefter med stor lettelse kan lægge på hylden. Og når det kommer til erhvervsuddannelserne, hvor fokus især (og langt hen ad vejen med rette) er på udvikle sine færdigheder inden for sit felt, så fylder matematik mindre i de studerendes bevidsthed.
For hvorfor skal man være god til matematik, når man arbejder som struktør eller tømrer?
I flere brancher giver virksomheder udtryk for, at de mangler arbejdskraft. F.eks. i byggebranchen, hvor der er mangel på struktører, byggeteknikere og tømrere. Hvis du skal arbejde inden for de fag, så kræver det at du har en god forståelse for matematik. F.eks. hvis du skal regne mængden af beton ud eller hvor mange loftsplader der skal bruges i et 75 m2 rum. Det kan man ikke finde frem til uden matematik.
Matematik i virkeligheden
I Matematikcenter har vi frivillige, der er eksperter i at lave lektiehjælp i matematik. De har alle mulige forskellige baggrunde og bevæggrunde. Men de har alle en ting til fælles – de elsker matematik.
Eleverne der bruger Matematikcenter siger, at en af de helt store fordele ved de frivillige er, at de ved hvad der venter på den anden side af ungdomsuddannelsen. De frivillige ved, hvad den videregående uddannelse kræver eller hvad arbejdet som softwareudvikler eller ingeniør kræver. Det faktum er for det første med til at give eleven en grund til, at de overhovedet skal lære matematik. Og for det andet gør det også matematikken lettere at forstå, når det kan sættes ind i sammenhænge.
Erhvervsfaglige sammenhænge
Vi skal have matematik på dagsordenen, så folk forstår, at matematik er en kæmpe del af deres hverdag og uddannelse – også erhvervsuddannelserne og det arbejdsliv, der venter erhvervsskoleeleverne på den anden side af uddannelsen.
Det er netop sammenhængen mellem skole/matematik og erhvervsliv, som Matematikcenter nu tager fat på.
Sammen med vores samarbejdspartner inden for byggeriet, NCC, har vi lavet en række alternative lektionsvideoer til elever på erhvervsuddannelserne. Videoerne viser, hvordan matematik indgår i en række erhvervsfag – f.eks. tømrer og struktør. Det gør vi for at bringe erhvervsliv, skole og matematik tættere på hinanden, så eleverne kan se, at de boglige fag, de skal igennem på deres uddannelse, tjener et formål og er en stor og vigtig del af deres fremtidige arbejdsliv.
Se videoerne og Matematikcenters nye materiale til erhvervsskoler her: Webmatematik.dk/eud
-
Studiejob i Matematikcenter
Ledige stillingerMatematikcenter søger per 1. december eller snarest herefter en studentermedhjælper 10-15 timer ugentligt til at arbejde med Matematikcenters populære online lektiehjælp, Webmatematik.dk
Om Matematikcenter
Matematikcenter er en forening af frivillige matematikhjælpere, der tilbyder gratis lektiehjælp i matematik. Vores brugere er elever, der har matematik i grundskolens udskoling, på ungdomsuddannelser og voksenuddannelser. Matematikcenter laver gratis lektie- og eksamenshjælp i ugentlige Lektiecaféer, online via Webmatematik.dk samt i årlige Eksamenscaféer.
Du vil blive en del af Matematikcenters sekretariat i København, som består af to fuldtidsansatte og tre studentermedhjælpere.
Arbejdsopgaver:
Som student vil du være webredaktør for Webmatematik.dk, hvilket indebærer følgende arbejdsopgaver:
- Vedligeholde eksisterende og udvikle nyt indhold til Webmatematik.dk
- Produktion af videolektioner til Webmatematik.dk
- Frivilligkoordinering i forbindelse med Online Lektiecafé 1-2 gange ugentligt
- Udvikle og skrive #DerErMatematikiAlt – Matematikcenters sociale medier-koncept
- Svar på henvendelser på Webmatematik.dk’s online forum
- Samarbejde og partnerskab med uddannelsesinstitutioner
Vi forventer derfor, at:
- Du har et højt matematisk niveau – og minimum A-niveau
- Du har mindst 2 år tilbage på dit studie
- Du gerne studerer inden for det naturvidenskabelige eller tekniske fagområde
- Du kan arbejde selvstændigt og udadvendt
- Kan bevare overblikket og er god til at give andre et godt overblik
Interesseret?
Send en kortfattet ansøgning og CV til job@matematikcenter.dk hurtigst muligt og senest den 17. november kl.12. Samtaler afholdes i uge 47. Alle spørgsmål vedrørende stillingen kan rettes til Kommunikations- og Presseansvarlig Bolette Møller Jensen på mail eller tlf.: 6012 9835.
-
Matematikcenter holder efterårsferie
NyhederI uge 42 er der efterårsferie. Alle lektiecaféer (også Online lektiecafé) er derfor lukkede fra mandag den 17.oktober til fredag den 21.oktober. Husk du stadig kan bruge Webmatematik.dk, hvis du har lektier for henover ferien.
Lektiecaféerne åbner igen fra mandag den 24.oktober.
-
Hurra for Matematikcenter
NyhederMan kommer ikke uden om matematikken, når man fejrer Matematikcenters femårs fødselsdag. Så selvfølgelig skal fødselsdagskagen prydes med det vi holder allermest af.

Dele af Matematikcenters sekretariat

Selvfølgelig er der hjernevridere som underholdning - bl.a. Rubiks Terninger. De blev begge løst..

Man er aldrig for ung til at gå i gang med matematikken..

Skål for Matematikcenter
