Nyheder fra Matematikcenter
Tilbage til feedMatematikcenter indgår partnerskab med Morsø Kommune
Matematikcenter indgår partnerskab med Morsø Kommune
I Matematikcenter har vi indgået et nyt partnerskab med Morsø Kommune om indsatsen Forældrematematik.
Det betyder, at forældre til børn i grundskolen på Mors, fremover kan deltage i gratis oplæg på kommunens skoler, der klæder dem på til at støtte deres børns matematiklæring – uden selv at skulle være eksperter i faget.
På oplæggene formidles konkrete værktøjer til at tale om matematik og forstå sproget i opgaverne. Foruden oplæggene tilbyder Matematikcenter også understøttende materiale, som er tilgængeligt på Matematikcenters online materialesamling. Her kan forældre kan få idéer til, hvordan matematik kan bruges uden for klasselokalet og få et indblik i, hvordan matematikundervisningen er i dag. Målet er at give børn mere selvtillid og lyst til at lære.
”Samarbejdet med Matematikcenter er en spændende mulighed for at styrke vores indsats i matematikundervisningen. Vi ser frem til at trække på deres ekspertise, så vi sammen med Matematikcenter og forældrene kan skabe endnu bedre kompetencer og motivation for faget matematik hos eleverne,” siger matematikvejleder Anita Vigsø fra Morsø Kommune.
Matematik handler også om ord
Matematik handler ikke kun om tal og regnearter – men også om ord. Matematikopgaver rummer i stigende grad begreber og formuleringer, som eleverne skal kunne afkode for at forstå opgaven. Ordene kan dermed blive en barriere, der står i vejen for arbejdet med selve matematikken.
Forældrene spiller her en vigtig rolle. Når de kan hjælpe med at oversætte og forklare opgaverne, bliver matematikken mere tilgængelig og meningsfuld for barnet. Det kræver en dialog mellem forældre og barn – og det er netop dér, Forældrematematik gør en forskel.
Som med alle Matematikcenters indsatser er frivillige helt centrale.
For at komme godt fra start på Mors søger vi derfor frivillige oplægsholdere, der har lyst til at formidle og inspirere forældre til at støtte deres børn i matematik.
Forældrematematik er støttet af Egmont Fonden.
Læs mere om Forældrematematik – og hvordan du kan blive oplægsholder – her.