Menu

Menu

Nyheder fra Matematikcenter

Tilbage til feed

Online matematikhjælp hitter blandt gymnasieeleverne

Nyheder

Webmatematik.dk er en gratis online matematikhjælp, som er populær blandt gymnasieeleverne. I 2016 har besøgstallet sat rekord med fire millioner besøg. Webmatematik.dk er udviklet af frivillige og drives af Matematikcenter - en forening, der tilbyder gratis lektiehjælp i matematik.

undefined

Siden Webmatematik.dk blev lanceret i 2013 har Matematikcenter, der står bag hjemmesiden, oplevet en støt stigende interesse. I 2014 havde Webmatematik.dk i alt en million besøg. I 2016 har der været 4.107.000 besøg. Det er rekord, fortæller Sekretariatsleder i Matematikcenter Kathrine Predstrup.

”Det fortæller os jo, at eleverne er glade for siden. Samtidig indikerer det også, at der er et behov blandt de unge for at få hjælp til matematik, når de skal lave deres lektier. Og vi er glade for at kunne stille op som et supplement til undervisningen”, siger Kathrine Predstrup

Webmatematik er især populær blandt gymnasieelever

Det er især gymnasieelever på stx og htx, der bruger Webmatematik.dk. Det viser en opgørelse fra Matematikcenter. 57 % læser på stx mens 11,5 % læser på htx. Resten fordeler sig på hhx, hf, erhvervsuddannelser og grundskole. Næsten 60 % af brugerne har matematik på A-niveau. Samtidig er den mest besøgte side på Webmatematik.dk eksponentiel udvikling på matematik C-niveau. De fleste af brugerne af Webmatematik.dk bor i København, dernæst Aarhus, Odense, Aalborg og Silkeborg.

undefined

Derfor er den populær: Overskuelig og gratis

Mange af Webmatematik.dks brugere bemærker, at hjemmesiden især er god, fordi den er overskueligt opbygget og gratis. Netop de to ting har været vigtige elementer at holde fast i for de frivillige, der har udviklet indhold til siden.

”Det er vigtigt, at eleven ikke bliver forvirret af en masse unødig information. De kan hurtigt søge emnet frem eller finde det under det matematikniveau de læser på. Hvis de mangler uddybning har vi videoeksempler og en online lektiecafé hver uge”, siger Kathrine Predstrup.

”Og så er det også vigtigt, at der er fri adgang til Webmatematik.dk. Det er jo ikke alle som har råd til at betale for lektiehjælp. Derfor skal det selvfølgelig være gratis, så alle har lige adgang til lektiehjælp”, siger hun.

Om Matematikcenter

Matematikcenter er en forening af frivillige, der tilbyder gratis lektiehjælp i matematik. Hver uge holder Matematikcenter gratis lektiecaféer på skoler og biblioteker i hele landet. Døgnet rundt kan eleverne få hjælp til matematik på Webmatematik.dk. På hjemmesiden er der også online lektiecafé hver uge, hvor eleverne kan chatte med de frivillige via Skype. I 2017 udvider Matematikcenter sine åbningstider i den online lektiecafé, så eleverne kan få hjælp flere aftenener i løbet af ugen.

Tal og fakta:

  • Matematikcenter blev etableret i Danmark i 2011 efter svensk eksempel
  • Matematikcenter har 20 ugentlige lektiecaféer i København, Roskilde, Odense, Vejle, Silkeborg, Aarhus og Aalborg
  • Organisationen har 90 frivillige tilknyttet, der enten studerer eller er i job. Alle har bestået matematik A med højt snit
  • I 2016 har Webmatematik.dk haft 4.107.000 besøg og 16 mio. sidevisninger
  • Matematikcenter afholder hvert år Eksamenscaféer for gymnasieelever i København, Odense, Aarhus og Aalborg