Menu

Menu

Matematikcenters frivillige

Her kan du læse om Matematikcenters mange frivillige matematikhjælpere

Matematikcenter har en masse engagerede og dygtige frivillige, som hver uge hjælper elever i hele landet med matematik i lektiecaféerne eller på Webmatematik.dk.

Deres motivation for at være frivillige i Matematikcenter er dog vidt forskellige. Men alle har de tilfælles, at de brænder for matematik!

#MatematikHjælper


"Differentialregning og integralregning er det sjoveste matematik."

Frivillig i Matematikcenter
Konstruktionsingeniør i NCC, Zarah Hleyhel, har været lektiehjælper i Matematikcenter siden december 2015. Med 5 spørgsmål tuner hun ind på sin passion for matematikken i NCC og som frivillig lektiehjælper.

Hvorfor er matematik vigtig?


Jeg arbejder i et beregningstungt fag, og for at kunne regne på bygninger, skal jeg forstå matematik. Og matematikken vigtig, fordi du kan sætte to streger under. Du kan altså stole på udregningen, så du er sikker på, at du udfører arbejdet korrekt, når du f.eks. skal konstruere en bygning. Men man kan jo også bruge matematik i andre fag. Der er f.eks. matematik i samfundsfag og i økonomi. Og man kan måske forstå disse fag bedre, hvis man forstår matematik.

Hvordan bruger du matematik i dit arbejde?


Jeg bruger ikke direkte matematiske formler i mit arbejde, men jeg bruger den matematiske tankegang – man skal have forståelsen for benyttelse af matematiske formler. Men hvis jeg f.eks. arbejder med en last, som står på skrå, og jeg gerne vil have den til at stå lodret, så bruger jeg trekantsberegninger. Derudover bruger jeg programmer til 3D-programmering af konstruktioner, og de sørger for udregningerne. Men jeg skal selvfølgelig forstå programmerne og dermed matematikken bagved.

Hvilken slags matematik er din favorit? Hvad er fedt ved matematik?


Differentialregning og integralregning er det sjoveste matematik. F.eks. kan man bruge integralregning til at bestemme arealer. Jeg bruger desværre ikke integralregning så meget i mit arbejde. Men det gør vi i Matematikcenters lektiecaféer, så her kan jeg lege med det. Det fedeste ved matematik er, at man kan stole på den.

Hvorfor er du frivillig hos Matematikcenter?


Jeg vil gerne hjælpe unge, og så synes jeg, at matematik er sjovt. Derfor vil jeg også gerne hjælpe andre til at forstå, at matematik kan være sjovt. Og når jeg så hjælper de unge i lektiecaféerne, så får jeg også selv genopfrisket den matematik, som jeg ikke arbejder med til hverdag. Det er ret fedt.

Hvilken forskel synes du, du gør som frivillig?


Jeg hjælper de unge til at blive bedre til matematik. Og eleverne giver udtryk for, at de er glade for, at vi er der til at hjælpe dem. Der var en pige for nylig, som havde svært ved integralregning. Nu har hun fanget den røde tråd, og så bliver jeg altså glad på hendes vegne. For så giver det jo mening, det her. Jeg har fået af vide, at jeg er bedre til at forklare end elevernes underviser. Det gør mig glad, for man skal være meget pædagogisk og tålmodig, når man er lektiehjælper. Jeg vil gerne blive endnu bedre til at være tålmodig, så det er en god øvelse for mig.


”Når man står ude i virkeligheden, så giver det mening at kunne matematik”

- Kim Nielsen, Projektleder i NCC og frivillig i Matematikcenter


Derfor blev Martin frivillig i Matematikcenter: Ville føle sig nyttig i sit sabbatår

Martin er frivillig matematikhjælper

Martin er 19 år og blev student i sommeren 2015. Han ledte efter noget at give sig til i sit sabbatår og fandt ud af, at han ville lave noget både nyttigt og spændende. Derfor valgte han at blive lektiehjælper i matematik på Tre Falke Skolen på Frederiksberg.

Hvorfor er du frivillig i Matematikcenter?

Jeg har altid godt kunnet lide matematik. Det er et af de fag, jeg har været bedst til siden folkeskolen. Jeg har også været glad for det i gymnasiet, hvor jeg havde matematik og fysik på A-niveau på en naturvidenskabelig linje.

Efter gymnasiet ville jeg gerne lave noget, der fik mig til at føle mig nyttig. Jeg overvejede at blive lektiehjælper. Det var på den måde, jeg fandt frem til Matematikcenter.

Det virkede som en rigtig god mulighed for en som mig. Jeg kan godt lide matematik, så ved at være lektiehjælper hos Matematikcenter kan jeg både lave noget nyttigt og noget jeg synes er spændende.

Hvad hjælper du eleverne med?

Det eleverne som regel har problemer med er eksamensopgaver eller problemløsning. Jeg har oplevet, de kan have svært ved at gennemskue, hvad de skal finde ud af i en opgave. Det er mest det, jeg hjælper dem med. Når jeg så har fået dem i gang med opgaven, så kan de som regel godt selv resten. Efter nok gange tror jeg, de kan gennemskue lignende opgaver let til sidst.

Hvad synes du om at være lektiehjælper?

Jeg kan godt lide at være lektiehjælper. Jeg kan godt lide at lære fra mig og føle, at jeg gør en lille forskel eller måske for nogen en stor forskel. Det føles godt, når jeg lærer eleverne noget og jeg kan mærke, de får noget ud af min hjælp.

Hvad får du ud af at være lektiehjælper?

Udover at føle mig nyttig, laver jeg noget, jeg kan skrive på mit CV. Jeg tror, arbejdet som lektiehjælper er en rigtig god erfaring at have. Jeg vil gerne lære at blive mere udadvendt. Det ser jeg en god mulighed for som lektiehjælper at træne. Der er jeg nødt til at være imødekommende over for eleverne og rykke mine grænser lidt.


Benjamin manglede udfordringer i skolen - nu udfordrer han selv eleverne i Matematikcenter Aalborg

undefined

Benjamin er 22 år og fra Viborg, hvor han har gået på HTX. Han studerer nu matematik på 4. semester ved Aalborg Universitet. Benjamin har været frivillig projektleder i Matematikcenter i Aalborg siden januar 2014.

Hvorfor er du frivillig i Matematikcenter?

Jeg har altid været interesseret i matematik og studerer også matematik til hverdag. Dengang jeg gik i folkeskole og på HTX, følte jeg ikke, at matematikundervisningen var udfordrende nok. Jeg kunne derfor godt have brugt et tilbud som Matematikcenter. Så grunden til, jeg blev frivillig, var for at andre, der havde det som jeg havde det i gymnasiet, kan få ekstra udfordringer i matematik.

Hvad er din vigtigste opgave som frivillig?

Jeg synes selv min vigtigste opgave som frivillig er at få eleverne i lektiecafeen til at forstå ideerne bag problemerne og forstå matematikken. Jeg synes, det sker for ofte, at der kommer elever, som er meget bundet af at tænke i Maple (eller et hvilket som helst andet CAS). Man har ikke forstået matematik, hvis man kun tænker på, hvilke ting man kan få Maple til.

Hvis jeg kan få eleverne i lektiecafeen til at tænke mere på at få gode ideer og tænke selv, end at stole blindt på Maple eller komplicerede formler man kan finde på nettet er jeg godt tilfreds.  

En god oplevelse er...

Det er svært at fremhæve en enkelt episode. Det er altid fedt, når der kommer nogen med en opgave eller et emne, som de slet ikke forstår og at der så pludseligt går et lys op for dem, og de går fra lektiecafeen med en fuld forståelse af emnet/opgaven.

Det er også altid rart, når nogen kommer og siger, at deres karakterer er steget efter at de er begyndt at komme i lektiecafeen (selvom forståelse for matematik er vigtigere end karakterer).

Se mere om lektiecaféerne i Aalborg.


Signe brugte Matematikcenter i gymnasiet - nu er hun selv frivillig matematikhjælper


Christian, frivillig i København

Frivillig i Matematikcenter

I november stiller vi fokus på Christian, som er frivillig i Matematikcenters lektiecaféer i København. Christian har været frivillig i Matematikcenter siden august 2014. Han læser fysik på KU, men har stadig en lille matematiker gemt derinde et sted. Derfor er han frivillig i Matematikcenter - men det afholder ham naturligvis ikke fra at hjælpe med en fysikopgave hist og her.

Hvorfor er du frivillig i Matematikcenter?

Jeg kan virkelig godt lide matematik og at snakke med andre om matematik. Både gennem undervisning og i diskussioner. Det er simpelthen en fornøjelse at kunne gøre det i en god sags tjeneste - sammen med andre som også får noget ud af snakken.

Hvad er din vigtigste opgave som frivillig?

Jeg mener, at det vigtigste for mig som frivillig ikke alene er at hjælpe de elever, som har det svært med matematik med at løse de konkrete opgaver de kommer på cafeen med, men også at få dem til at forstå det matematiske koncept bagved problemet og den matematiske tankegang. Og hvis jeg oven i købet kan gøre matematik interessant for dem og de oplever den samme lyst og glæde som jeg gør, er min mission for alvor lykkedes.

Fortæl om en god oplevelse, som du har haft som frivillig

Til en café blev jeg spurgt, om jeg også kunne hjælpe med en fysikopgave, siden jeg studerer fysik på KU til daglig og det sagde jeg naturligvis ja til. Opgaven handlede om gitterligningen for monokromatisk lys. Gitterligningen stammer fra den fysiske situation, at en laser lyser gennem to spalter i et fintspaltet "gitter" og efterfølgende rammer en endevæg hvor lyset danner et mønster af lysprikker. Det er et eksperiment som viser konstruktiv og destruktiv interferens i lys. Gitterligningen siger, at man har konstruktiv interferens når forskellen på længden mellem to lysstråler er et helt antal bølgelængder. Det er bedre at forklare med en tegning:

Gitterligning

Jeg tegnede da også den fysiske situation, ligesom ovenfor, for eleven med bølger, spalteåbninger og endevæg og forklarede hende om konstruktiv og destruktiv interferens. Efter gennemgangen kunne eleven mere eller mindre selv udlede gitterligningen og sagde, at hun undrede sig over, at hun ikke havde fået den forklaring før.


 Rikke, projektleder i Aarhus

Rikke Raslow Frandsen

I september stiller vi fokus på Rikke, som er én af de to frivillige projektledere for Matematikcenters tre lektiecaféer i Aarhus. Rikke har været frivillig siden februar 2014. Til daglig studerer Rikke almen erhvervsøkonomi på 5. semester på Aarhus Universitet. Derudover arbejder hun som studentermedhjælper på iNANO, Aarhus Universitet.

Hvorfor er du frivillig i Matematikcenter?

Jeg er frivillig ved Matematikcenter, da jeg finder en glæde i at hjælpe unge mennesker til at blive bedre til matematik samt give dem en større tro på egne evner

Jeg synes matematik er et centralt fag i mange samfundsmæssige sammenhænge (herunder økonomisk forståelse) og synes derfor det er vigtigt, at der findes lektiecaféer som vores, hvor elever kan møde op og få hjælp.

Hvad er din vigtigste opgave som frivillig?

Min vigtigste opgave som frivillig er, at give eleverne nogle redskaber til at løse nogle opgaver, så de selv kan løse dem en anden gang. Det nytter ikke noget at give eleverne resultaterne, hvis de ikke ved, hvordan de er kommet frem til dem - det er vejen dertil, der er guld værd for dem i deres videre studie.

Desuden er det meget vigtigt for mig som frivillig, at jeg har tid til at tage mig af den enkelte. De elever, der møder op og har meget svært ved matematik, har ofte brug for at høre forklaringen fra en anden end deres lærer, og derfor er det vigtigt at tage sig tiden til at forklare tingene stille og roligt.

Fortæl om en god oplevelse, som du har haft som frivillig

Vi havde et par piger som mødte op på hver café og som havde ret svært ved matematik. Til en café sad jeg meget længe med den ene af dem for at forklare én enkelt opgave - vi var ude i, at vi talte om halve æbler og pærer.
Til den efterfølgende café tog hun fat i mig og fortalte, at da hun var kommet hjem fra caféen ugen før, var der gået et lys op for hende og alt var faldet på plads i forståelsen.

Jeg synes, det er super fedt, når man kan se, at man virkelig har gjort en forskel for den enkelte elev.