Menu

Menu

Blogindlæg og nyheder fra Matematikcenter

Matematikcenters blog sætter hver måned fokus på emner, der vedrører matematik, uddannelse, lektiehjælp eller frivillighed. Læs også de seneste nyheder fra Matematikcenter her på siden.

Tilbage til feed

Koncentration, spørgelyst og hygge ved Matematikcenters eksamenscafé for 9. og 10. klasse den 25. april

Blogindlæg

Solen skinnede og sidste time var for længst forbi. Alligevel sad 33 elever fra 9. og 10. klasse dybt koncentrerede og løste matematikopgaver en hel eftermiddag til Matematikcenters eksamenscafé for de ældste elever i grundskolen.

Nogle havde cyklet i 30 minutter fra Strandvejsskolen på Østerbro for at komme frem til Tre Falke Skolen på Frederiksberg. En enkelt havde fundet vej fra Sankt Annæ Gymnasium i Valby. Andre var på hjemmebane. Alle var dog kommet for at få styr på matematikken inden de skriftlige matematikprøver den 3. maj:

”Jeg har det generelt okay med matematik, men jeg tænkte, det var rart lige at få styr på de sidste ting, jeg ikke helt kan finde ud af,” fortalte Silja fra 9. klasse på Strandvejsskolen og fortsatte: ”Jeg synes, hjælpen har været rigtig god, og alle er så søde. Og så er det rart, at der er nok til at hjælpe os alle sammen. I skolen er det ikke altid, at læreren har tid, når vi er så mange.”

Koncentration og rigeligt med søde sager

Der var en helt særlig, koncentreret summen ved eksamenscaféen. Eleverne gik målrettede i gang med arbejdet, og snart kom slikposer og sodavand op af taskerne, så dampen kunne holdes oppe. Så begyndte spørgsmålene at melde sig, de frivillige eksamenshjælpere begyndte at bevæge sig rundt mellem bordene.

Blandt de ni frivillige var bl.a. Simon Hein Frederiksen, der er koordinator Nordeas samarbejde med Matematikcenter. For ham var det både en mulighed for at se, hvordan samarbejdet fungerer, og for at kunne ”sælge” eksamenshjælpertjansen til sine kollegaer:

Simon Hein Frederiksen fra Nordea hjælper til ved eksamenscaféen i april
”Jeg kunne godt tænke mig at være med til sådan noget som det her. Det er en god mulighed for at komme ud og give lidt tilbage til en situation, som jeg selv har været i engang – selvom det er ved at være mange år siden.”

Nordeas samarbejde med Matematikcenter har fokus på at udvikle materialer om privatøkonomi til Matematikcenters online lektiehjælp, webmatematik.dk, men for Simon Hein Frederiksen var det interessant at opleve Matematikcenters arbejde i praksis: ”Det er jo en mega-taknemmelig tjans, og det er fedt at se, hvor meget eleverne sætter pris på, at vi kommer og hjælper.”

Den hyggelige stemning er vigtig

For de fleste elever var det ønsket om at klare sig så godt som muligt til eksamen, der motiverede. Flere blev desuden overrasket over, at det også var hyggeligt: ”Jeg havde ikke forventet, at det ville være så hyggeligt, som det er,” fortalte Aylin fra Tre Falke Skolen, ”eller at jeg ville lære så meget. Og det har jeg faktisk, så hvis jeg bliver ved med at bruge det fremover, kan jeg forestille mig, at jeg bliver bedre og bedre til det, jo.”

Matematikcenter ønsker alle 9. og 10. klasse eleverne HELD og LYKKE til eksamen den 3. maj.

Den 22. maj holder vi eksamenscaféer i København, Odense, Aarhus og Aalborg for elever på ungdomsuddannelserne, og tilmeldingen er i fuld gang.