Menu

Menu

Henrik trækker matematikken ud af klasseværelset og ind i virkeligheden

Foto: Martin Rasmussen

foto: Martin Rasmussen, Sjællandske Nyheder


Matematik kan for nogle være et svært fag. Derfor er det vigtigt at kunne se hvor og hvordan matematikken bruges i virkeligheden. For det hjælper på motivationen.

 

Og det gør Henrik Larsen fra Lille Skensved, der er frivillig Matematikmakker, en dyd ud af. For eksempel bruger Henrik Larsen skolens flisegulv til at forklare et koordinatsystem, og går frem og tilbage på gulvet mens han forklarer at både x-aksen og y-aksen kan være både negativ og positiv. I nogle situationer har han også taget sin afstandsmåler med laser og tommestok med, så eleverne får en virkelighedsnær forståelse for areal og rumfang, når han eksempelvis beder dem om at regne på hvilke og hvor mange materialer man skal bruge til at bygge en hønsegård eller male et værelse.

 

Og så er Henrik Larsen kendt for sin A3-blok, som han altid tegner på og fortæller ud fra. Eleverne, der er så heldige at få hjælp til matematikken af Henrik, får altså en forståelse for hvordan matematikken kan bruges i anvendelse på en legende, lærerig og ikke mindst sjov måde.

 

For som Henrik fortæller, så kan man sagtens leve uden særligt mange matematiske evner. MEN man får altså nogle muligheder til at tage nogle mere velovervejede valg, fordi man har et større grundlag for beslutninger. Og det er både når det kommer til indkøb, håndværkerprojekter og privatøkonomien.

 

For Henrik Larsen er det derfor vigtigt at koble matematikken til den verden, eleverne er en del af. Og det gør han bedst ved at skabe et solidt matematisk fundament, så de relative simple udtryk, som i starten kan virke intimiderende for eleverne, bliver nogle de både kan forstå og bruge i flere matematiske sammenhænge.

Henrik er en ildsjæl

Henrik Larsen er uddannet ingeniør og så er han frivillig Matematikmakker i Matematikcenter, hvor han i makkerskaber hjælper 1-2 elever fra FGU-skolen Øst ad gangen, som har svært ved matematikken og har brug for lidt ekstra hjælp end den de kan få i klasseværelset.

 

Og det er ikke første gang Henrik hjælper andre med matematikken. Inden Henrik blev frivillig i Matematikcenter, havde han undervist lidt i forbindelse med arbejdet samt undervist alle studenterne i hans familie og flere af deres venner. På et tidspunkt var der faktisk en lille ’lektiecafé’ hjemme i hans køkken, fyldt med studenterne og deres venner.

 

I dag er Henrik pensionist og det er derfor mange år siden, at han har beskæftiget sig med matematik på folkeskoleniveau. ”Det er en levealder siden jeg har gået i 10. klasse” fortæller han grinende, så da han meldte sig som Matematikmakker, købte han derfor en matematiklærebog for at forberede sig til matematik på folkeskoleniveau.

Der er ingen dumme spørgsmål

I forbindelse med makkerskaberne har Henrik erfaret, at man skal være god til at spørge ind og gennemskue hvor problemerne ligger hos den enkelte elev. For hvis man skal skabe en motivation for at lære matematik, skal man kunne sætte sig ind i elevens niveau og opbygge et tillidsbånd. Og det gør man først og fremmest ved at fortælle, er der ikke er nogle dumme spørgsmål.

“Det er noget af det første jeg siger” fortæller Henrik og fortsætter, ”du må spørge lige så meget du vil. Der er ikke nogen dumme spørgsmål. Og hvis du ikke forstår det på den første måde, så forklarer jeg det på en anden måde eller en tredje måde”.

 

Henrik oplever, at eleverne åbner op om deres kvaler med matematikken og tør indgå i en dialog om det. Det tror Henrik skyldes både hans fokus på at skabe et trygt læringsmiljø, men også at eleverne  ikke sidder i et stort undervisningslokale omgivet af deres klassekammerater.

 

Og da en elev for nylig fortalte Henrik, “Du er den bedste matematikunderviser jeg nogensinde har haft”, så får Henrik bare endnu mere lyst til at give matematikglæden videre.