Menu

Menu

Nyheder fra Matematikcenter

Tilbage til feed

En sekretariatsleder takker af

Nyheder

Kathrine Predstrup takker af som sekretariatsleder for Matematikcenter efter seks år på posten med denne hilsen:

Da jeg den 3. maj 2013 havde første arbejdsdag overtog jeg en slidt gammel PCér og et skrivebord i et kønsløst kontorlokale. Der er heldigvis sket meget siden dengang. Organisationen er vokset. Den er blevet et kendt navn i hvert fald blandt landets gymnasieelever, som flittigt benytter sig af Matematikcenters mange tilbud. I dette, mit sidste nyhedsbrev, vil jeg fremhæve et par af de begivenheder, der for mig har været blandt de mest betydningsfulde gennem årene:

I februar 2014, efter ni måneders ansættelse, kunne jeg ansætte min første kollega! Det var stort. Pludselig havde jeg en at dele opgaverne med. En at spise frokost med og en at dele verdens mindste og hyggeligste kontor i Larsbjørnsstræde. Og samtidig var der skabt en økonomisk bæredygtighed i organisationen.

I foråret 2015 indgik Matematikcenter og Mattecentrum en treårig kontrakt med NCC. Sammen skulle vi sætte fokus på unges valg af uddannelse, og den manglende arbejdskraft som NCC allerede så dengang. Samarbejdet fortsætter stadig på fjerde år. Det har udviklet sig. Sammen med NCC har vi skabt materiale til Webmatematik.dk, været på byggepladsbesøg, rekrutteret frivillige, deltaget i debat på Folkemødet og meget mere. Yderligere har Matematikcenter nu også ansvaret for den norske forening Mattesenter som også er inkluderet i samarbejdet.

I 2016 ramte vi en milepæl på Webmatematik.dk, vi rundede nemlig 4 millioner besøg! Det var en dag jeg personligt havde set frem til. Da jeg kom til i 2013 var der kun 351.000 besøg. Allerede den gang valgte jeg, på trods af manges advarsler, at sætte fokus på online læring.

Om vi runder de 5 millioner i 2018 må tiden vise. Chancen er der, for vi er godt nok tæt på…. 3. oktober 2017 kunne vi endelig åbne vores online lektiehjælp: Webmatlive.dk. Nu kunne vi for alvor kalde os landsdækkende! Det var en festdag, som vi havde ventet på længe. Efter måneders hårdt arbejde blev projektet lanceret, og det kører for fuld udblæsning.

Nu er der en uges tid tilbage inden jeg pakker mine ting og rejser videre. Matematikcenter har været en fantastisk og udviklende rejse, hvor jeg har udviklet både min faglighed og mine menneskelige kompetencer.

Tak for nu & tak for alt!

Med venlig hilsen
Kathrine Predstrup

Kathrine Predstrup lod det sidste ord ved Matematikcenters debat på Folkemødet 2018 være favorit-mottoet "Der er matematik i alt". Det lader vi også stå her.