Menu

Menu

Matematikcenters kerneaktiviteter

Matematikcenter tilbyder gratis hjælp til matematik til elever i Folkeskolens ældste klasser samt til elever på ungdomsuddannelserne og på suppleringskurser. Det gør vi på flere forskellige måder.

Lektiecaféerne

Vores lektiecaféer er uformelle og hyggelige caféer, hvor frivillige hjælper elever med afleveringer, lektier og opgaver i matematik. Eleverne kan få hjælp til alle niveauer og alle emner. Lektiecaféerne foregår på forskellige skoler rundt om i landet, men er selvfølgelig åbne for alle, uanset hvilken skole man går på.

Webmatematik - online lektiehjælp og inspiration

Webmatematik er Matematikcenters gratis online lektiehjælpstjeneste. Siden er inddelt i niveauer og hvert niveau tager fat i forskellige matematikemner. På siden finder man videolektioner, hvor frivillige forklarer de forskellige emner. Til hvert emne er der desuden knyttet små opgaver, hvor brugerne kan øve sig.

På Webmatematik er der også mulighed for at stille spørgsmål direkte i vores forum.

Webmatematik er også et online rum for inspiration, hvor brugerne via "Matematik i virkeligheden"-videoer kan se, hvordan matematikken anvendes i forskellige sammenhænge.

Eksamenscaféer - hjælp til eksamensforberedelse

Hvert år i eksamensperioden tilbyder Matematikcenter elever på ungdomsuddannelserne gratis hjælp til forberedelse af deres matematikeksamen - både mundtlig og skriftlig.

Elever fra forskellige skoler og frivillige samles til én stor Eksamenscafé, som typisk varer 3 timer. Her får eleverne udleveret eksamenssæt fra tidligere år og modtager vejledning fra de frivillige, mens de løser sættet.