Copy
Nyhedsbrev, februar-marts 2014.
 

Nye ansigter på sekretariatet

I starten af det nye år er der kommet to nye ansigter på Matematikcenters sekretariat.

Morten Madsen er startet som studentermedhjælper og skal arbejde med at færdiggøre den nye webmatematik.dk. Morten kender Matematikcenter godt, da han er lektiehjælper i to af de københavnske lektiecafeer.
Morten kan kontaktes på morten@matematikcenter.dk.

Bolette Møller Jensen er startet som kommunikationskonsulent den 1. februar. Hendes primære fokus er kommunikations- og pressearbejde. Desuden står Bolette for kontakten til lektiecafeer og samarbejdspartnere i København, Odense og den nye lektiecafe i Roskilde.
Bolette kan kontaktes på bolette@matematikcenter.dk og telefon 60129835.

 

Ny webmatematik.dk

I marts re-lancerer Matematikcenter webmatematik.dk. Flere af Matematikcenters lektiehjælpere har gennem de seneste måneder skrevet sidens opdaterede indhold. Mange tak for det!
Ud over de nuværende A, B og C-niveauer, kommer den nye webmatematik også til at dække 7. til 9. klasses niveau.

Vi tester
Det er vigtigt for Matematikcenter, at webmatematiks indhold opfylder elevernes behov. Derfor vil vi i den første uge af marts lade elever teste siden. Går du eller kender du nogen, der går i 7. klasse eller derover? Og kunne du tænke dig at teste webmatematik? Kontakt bolette@matematikcenter.dk.

Vi glæder os til at vise jer den nye webmatematik.dk!

 

Lektiecafe i Roskilde

I marts åbner Matematikcenter en splinterny lektiecafe på Roskilde Tekniske Gymnasium. Lektiecafeen kommer til at foregå torsdage kl.15:30-17:30. Der står lige nu 3 lektiehjælpere og tripper for at komme i gang og i de næste uger skal Matematikcenter til Roskilde for at udbrede kendskabet til den nye lektiecafe på skolerne. Første lektiecafe er torsdag den 13. marts.
Kender du nogen som bor i eller omkring Roskilde og vil hjælpe i lektiecafeen? Kontakt: bolette@matematikcenter.dk.

 

Profil af en lektiehjælper

Uden Matematikcenters lektiehjælpere kan vi ikke eksistere. Derfor sætter vi i hvert nyhedsbrev fokus på en af vores frivillige. Denne gang har vi spurgt Agnieszka, hvorfor hun er frivillig i Matematikcenter.

Navn
Agnieszka Nielsen

Studie/uddannelse
Jeg er færdiguddannet matematiker, og nu er jeg også i gang med at blive uddannet til miljøteknolog på DTU.

Hvor længe har du været frivillig i Matematikcenter?
Jeg har arbejdet frivilligt i Matematikcenter siden den startede, altså de sidste 2,5 år.

Hvad har dine opgaver været?
Jeg har primært hjulpet med lektiecaféer, men jeg har også været til Matematik på Rådhuspladsen i 2013, til promoveringer i skolerne, og forleden har jeg også udarbejdet undervisningsmaterialer til Webmatematikken.

Hvorfor er du frivillig i Matematikcenter?
Der er flere grunde til det: for det første er jeg ikke dansker, og jeg begyndte mit frivillige arbejde lige efter jeg var kommet til Danmark for at lære nogle nye mennesker at kende. For det andet har jeg tidligere arbejdet meget som hjælpelærer i matematik, så det var naturligt for mig at fortsætte med det også efter jeg flyttede til landet. Og for det tredje har jeg arbejdet frivilligt på forskellige steder og måder siden 2007, så frivilligt arbejde er blevet en velintegreret del af mit liv, som jeg hverken kunne eller ville holde op med.

Fortæl om en god oplevelse, du har haft som lektiehjælper?
Generelt er det et godt tegn for mig hvis folk bliver ved at komme. Når jeg ser de samme ansigter flere gange i træk, så ved jeg at vi virkeligt har hjulpet, og det bekræfter også for mig at det vi gør, er gavnligt og nyttigt for andre.

Hvorfor synes du man skal være frivillig i Matematikcenter?
Hvis man selv er god til matematik, så synes jeg næsten man er forpligtet til at "forkynde evangeliet" og hjælpe andre; især når det drejer sig om matematik, som er absolut nødvendigt at kende, men som alligevel tit er betragtet som noget ondskabsfult, mystisk og fuldstændig uforståeligt. Hvis man gerne vil studere matematik, så skal man selvfølgelig være dygtig til det, men matematik på B-niveau er opnåelig til alle, synes jeg. Om man forstår pensum er bare et spørgsmål om tålmodighed og tid, og ikke så meget om talent. Og så selvfølgelig kræver det også at der er én som kan vejlede og forklare teorien fra en anden synsvinkel end den, man er vant til. Derfor har vi også brug for flere som kan bidrage med deres ivrighed!

På gensyn og husk I altid kan kontakte Matematikcenter på info@matematikcenter.dk og 6012 6713.

/Kathrine, Morten og Bolette.
Få online hjælp www.webmatematik.dk!

København

Niels Brock Gymnasium
Mandag – kl 15.30 – 17.30
 
Ingrid Jespersens Gymnasieskole
Tirsdag – kl. 15.30 – 17.30
Onsdag – kl. 15.30 -17.30
 
N. Zahles Gymnasieskole
Tirsdag – kl. 15.30 – 17.30
 
JohannesGymnasiet
Tirsdag – kl. 15.30 – 17.30
 
Kildevældsskolen
Onsdag – kl. 17.30 – 20.00
 

Roskilde

Roskilde Tekniske Gymnasium
Torsdag – kl. 15:30 – 17.30
 

Aarhus

Aarhus Katedralskole
Onsdag – kl. 13.45 – 15.45
 
Teknisk Gymnasium Aarhus Midtby
Torsdag – kl. 14.30 – 16.40
 
VUC Aarhus
Onsdag  – kl. 14.25 – 16.10
 

Odense

Tietgen Handelsgymnasium
Tirsdag – kl.13.30 – 16.00
 
Kold College HTX
Tirsdag  – kl. 13.50–15.25
 

Aalborg

Hovedbiblioteket i Aalborg
Onsdag  – kl.16.00 – 18.00
Copyright © 2014 Matematikcenter, All rights reserved.